Er det nødvendigt at tale om madmod?

Labels er der mange af — og de gør IKKE noget godt for børns spisning 😳

Når vi giver børn en label, åbner det nemlig op for, at man også kan være det modsatte. Det bliver til skala, hvor den ene ende er god og den anden ende mindre god (eller måske endda dårlig?)

Det fastholder forældre i en tankegang om, at det ER enormt vigtigt, hvordan vores børn spiser, og at vi “burde” kunne gøre det bedre. Og dét modarbejder ro omkring barnets spisning…

Det skaber nemlig tanker i stil med:

• Hvad tænker andre om mit barns spisning?
• Spiser mit barn pænt nok?
• Spiser mit barn for lidt?
• For meget?
• For ensformigt?
• Gør jeg det godt nok?

Vi kan nok blive enige om, at vi skal undlade at stemple børn som værende “kræsne”… Men tænker du over, at det også gælder andre labels (også dem af mere “positiv” karakter).

Madmod er en af de nye, som jeg hører oftere og oftere. Og den er altså ingen undtagelse 🙃

For hvad vil det sige at være “madmodig”? Nu er det jo ikke et ord, der findes i ordbogen, så jeg tillader mig at forsøge mig med en definition.

At være madmodig = at være modig omkring mad

Dvs. at “turde” smage på mad, smage på ny og ukendt mad, at spise sammenblandede retter og at eksperimentere med mad.

Men bør vi overhovedet tale om madmod?

➡️ Er det forkert, hvis man ikke er “madmodig”?

➡️ Har man gjort noget galt, hvis ens barn ikke har (et særlig stort) madmod?

➡️ Er det målet at være “madmodig”?

Jeg kunne også spørge på en anden måde? Er det forkert at være “kræsen”?

Mit svar vil være nej til begge dele. Når vi gør det til noget forkert, skaber det nemlig først udfordringer.

Jeg forstår til FULDE forældres ønske om at have et “madmodigt” barn. Det er da nemmere! Og det giver ro i maven, når barnet af egen fri vilje smager på det hele og spiser løs. Det kan vi godt blive enige om. Og du må gerne ønske dig et madmodigt barn.

Men det er ikke et krav at være madmodig — og det modsatte er også OK.

For hvad handler det egentlig om, når vi ønsker “madmodige” børn?

Fra kræsen til madmodig

Med introduktionen til madmod har vi på en eller anden måde skabt et alternativ til at tale om “kræsne” børn.

Vi skal i det hele taget undgå de her “labels” omkring vores børn. De er farlige. Når vi giver børn en label, åbner det nemlig op for, at man også kan være det modsatte, og på den måde kan vi nemt komme til at dømme hinanden inde og ude.

Børn er lige som de skal være — uanset om de er “madmodige” eller ej. 

Diætkulturen fortæller os dog noget andet hver evig eneste dag, nemlig at det er bedst at have en vis mængde madmod (om vi vil høre på det eller ej).

Diætkulturen presser vores børn fra de er helt små

Kender du til begrebet “diætkulturen”? Med diætkulturen menes den verden, det samfund, vi lever i, hvor det er vigtigt, hvad vi spiser, og hvordan vi ser ud. Det er diætkulturen, der dikterer, at der er en bestemt vægt, der er den rette, og at der findes rigtige og forkerte kroppe og kropsformer. At vi skal spise mere af noget bestemt (det “sunde”) og mindre af noget andet (det “usunde”)

I diætkulturen betyder andre menneskers mening meget for, hvordan vi lever og agerer. Og der er mange mennesker, der har en holdning til, hvordan børn spiser. Det kender du måske, når du er ude blandt venner eller familie?

Det er således diætkulturen, der dikterer, at børn “bør” spise sammenblandede retter og smage på ny mad (eller i hvert fald interagere med maden) første gang, de ser os spise den.

Det er den verden, vores børn vokser op i og bliver eksponeret for overalt; i børnefjernsyn, reklamer, via forældres (slanke)kure, i skoleopgaver, i lege…

Frem for at bakke op om diætkulturens strenge krav, må vi være en modvægt til den.

Det kan give decideret ondt i maven, hvis man har et barn, der ikke lever op til de krav. 

Det bliver et pres på os forældre, og det pres bliver SÅ nemt til et pres på barnet. 

Det er nemlig ikke særlig acceptabelt at være “kræsen” eller “ikke-madmodig” i vores samfund. Men kunne det tænkes, at det er vores forventninger, den er gal med?

Du kan have gjort ALT det rigtige og alligevel stå med et barn der ikke er “madmodigt” eller som er “kræsen” i en eller anden grad.

Når vi stræber efter madmod, så er det netop diætkulturen, der taler. Der fortæller os, at der er en rigtig og en forkert måde at spise på, og at man helst skal spise varieret lige fra dag 1.

Vi må derfor spørge os selv, om vi ønsker “madmodige” børn eller børn, der vokser op med ro omkring mad og vægt, og som formår at spise det, de har brug for — som var det det mest naturlige i hele verden?

Børn er forskellige i mange aspekter af livet

Børn er forskellige — det gælder også omkring maden. Uanset hvor godt vi gør det, og hvor fint vi respekterer ansvarsfordelingen omkring børnenes mad og måltider, ender vi ikke op med børn med samme mængde madmod.

Vores børn skal nok udvikle deres spisning, når/hvis de er klar til det. 

Derfor er madmod ikke et must. I hvert fald ikke, når vi arbejder med en tillidsbaseret tilgang til børns spisning — og det gør vi her på “kanalen”.

💛 Dit barn er lige som det skal være, selv hvis det ikke har madmod

💛 Dit barn kan sagtens være fuldkommen sundt og raskt og få alle ernæringsmæssige behov dækket, selv hvis det ikke har madmod

💛 Du kan sagtens have gjort din del til ug kryds og slange, selv hvis dit barn ikke har madmod

Dit barn behøver ikke at være “madmodig” for at være sund og rask og stortrives

Jeg vil langt hellere tale om madglæde, nydelse og nærvær omkring maden — for jeg VED, at det skaber de bedste betingelser for en god ernæringstilstand hos barnet. Det er nemlig det, den validerede model bag ansvarsfordelingen omkring børnenes mad og måltider viser og klart og tydeligt.

Børn spiser intuitivt, når vi lader dem

Børn spiser intuitivt, når vi tager tydeligt lederskab omkring maden og måltiderne og samtidig giver dem fuld autonomi til at spise (Læs mere i Lad dit barn spise intuitivt)

Derfor behøver vi ikke at arbejde bevidst henimod madmod. For børn med spiseproblemer kan det faktisk komplicere processen. Vi kan passe vores egen tallerken — og hvis det er svært, så er det dér, vi kan starte. Det handler om børnene, men det starter med os forældre. Vi skal have ro i maven.

Så skal vores børn nemlig nok sørge for at få det, de har brug for.

Er du selv madmodig?

Kh Karina