Derfor skal du ikke sætte dit barn på kur

Bekymrer du dig om dit barns vægt, og er du i tvivl om, hvordan du kan hjælpe dit barn uden at skabe et uhensigtsmæssigt fokus omkring mad og vægt?

Du har måske forsøgt at skære ned på mængden af søde sager, brød og andre kalorieholdige madvarer? 

Eller også har du velmenende sendt udelukkende grøntsager og knækbrød med i madpakken? 

Eller stoppet barnet efter 1. portion aftensmad?

Gode råd er der mange af, og det er ikke nemt at navigere i rådene, når man i bund og grund bare gerne vil hjælpe ens barn til en lettere hverdag.

Ofte kan det dog virke som om de mange gode og velmenende råd rammer helt forkert. Barnet virker umætteligt og som om det kunne fortsætte med at spise i én uendelighed. 

Måske føler du ligefrem, at dit barn slet ikke har nogen stopklods?

Når gode hensigter gør mere skade end gavn

Trods det store fokus på børns vægt, fysiske aktivitetsniveau og madindtag tyder videnskabelige undersøgelser på, at vægtinterventioner i barndommen giver bagslag:

• Det skaber kropsutilfredshed og risiko for lavere selvværd. Børn føler sig simpelthen forkerte på alle leder og kanter, når de indirekte får at vide, at de ikke er gode nok, som de er, og at de skal lave om på dem selv for at blive accepteret og passe ind.
• Det gør børn overoptagede af mad, tilbøjelige til at overspise, spise i fravær af sult, smugspise og i det hele taget udvikle svære følelser omkring maden og det at spise.
• Det øger risikoen for spiseforstyrrelser eller forstyrret spisning i forskellige grader.
• Det skaber modstand overfor de madvarer, der presses på for at spise, og skaber øget interesse for de madvarer, der forsøges begrænset.
• Det skaber en kedelig stemning omkring måltidet, som kan påvirke hele familien, hvilket gør det sværere at samles om de nærende og nærværende familiemåltider.
• Det gør børn tykkere. Simpelthen. Vægtinterventioner kan måske holde en vægt nede i en periode, og nogle børn vil kunne tabe sig. Men i det lange løb medfører vægtinterventioner vægtøgning. Så frem for at børn får lov til at ligge stabilt ved en høj vægtkurve, kan vægten accelerere opad som tiden går. Med alle de svære følelser, det måtte medføre. Der er store risici forbundet med såkaldt ”yoyovægt”, og det er en ond cirkel at sætte barnet i fra en tidlig alder.

Traditionelle vægtinterventioner virker altså ikke efter hensigten. Og der er samtidig stor risiko for, at de gør ondt værre. 

Og alligevel fortsætter vi ufortrødent… 

Vi ved det.

At det ikke virker. 

Studie efter studie viser det. 

Hvorfor bliver vi ved med at prøve kure i forskellige afskygninger og forklædninger og forvente et andet resultat?

Det er efter min mening tid til at sadle om og gøre noget andet.

Jeg kan godt forstå, hvis du tænker ”jamen, det er jo ikke godt at være tyk. Barnet ville få et lettere liv, hvis det kom ned i vægt. Vi er da nødt til at gøre noget”.

Vi er ”opdraget” til at tænke, at det er forkert at være tyk. 

At tyk = usund. 

At vi kan ændre vores vægt, hvis vi vil det nok. 

Det er dog noget mere kompliceret end som så.

Børns vægtudvikling

Vi er så vant til at følge vores børns vægtudvikling. Lige fra fødslen og besøg af sundhedsplejersken og derefter de årlige besøg hos lægen. Senere skolesundhedsplejersken. Måske har vi også en hjemmevægt.

Hvorfor gør vi det? 

Jo, vi vil selvfølgelig gerne sikre os, at barnet vokser og trives.

Vækstkurver er en sjov størrelse. 

Vidste du, at et barn på 3 år inden for nederste og øverste vægtkurve kan veje alt lige fra 10 kg til 20 kg? Og for en 10-årig alt mellem 20 og 60 kg. Tænk lige over det.

Vægtkurver er efter min mening alt for ofte misforstået. De kan ikke stå alene. Det er så svært at lade være med at sammenligne. Og hvad gør man så, hvis ens barns vægt ligger i den høje ende? Og man får at vide, at man skal være opmærksom?

En stabil, høj vægt gøres ofte til et problem. Men er den overhovedet det?

De klassiske råd

Jeg kommer ikke til at sige:

• at du skal begrænse dit barns indtag af søde sager til XX gram om ugen
• at du skal servere maden af en lille tallerken, så det syner af mere
• at du skal vente 20 min. mellem første og anden portion, så barnet når at mærke mæthed
• at du skal stoppe op og spørge barnet, om den 5. æbleskive overhovedet smager godt
• at du max må servere takeaway én gang om måneden
• at barnet må spise sig mæt i grøntsager, hvis det fortsat er sulten efter 1. portion

… eller andet i den stil.

Det kan jeg ikke, fordi jeg er opmærksom på, hvordan restriktioner i den grad er kontraproduktive — også de “skjulte” (som i øvrigt næppe er skjulte for barnet…)

Når barnet er overoptaget af mad

Jeg har mødt for mange frustrerede forældre, der siger:

• ”Hun er bare så sulten!”
• “Han spørger efter mad hele tiden!”
• “Hun hænger i buffeten, hvis vi er ude!”
• “Jeg gør ALT, hvad jeg kan og vægten går kun én vej…”

Det er i virkeligheden ikke så underligt. 

Når børn er overoptagede af mad, så er det højst sandsynligt fordi, de er sultne og oplever usikkerhed og begrænsninger omkring maden.

Børn der er usikre omkring maden, spiser gerne uden stopklods.

For hvem ved, hvornår der pludselig bliver sagt stop?

Derfor er det så vigtigt, at vi som forældre beskytter og bevarer vores børns evne til at spise intuitivt – uanset hvilken størrelse krop, de måtte have.

Selv børn i større kroppe kan spise intuitivt

Det kan være enormt grænseoverskridende at lade sit tykke barn bestemme mængden af mad. 

De fleste kan nok blive enige om, at det ikke hjælper at presse det småtspisende barn eller barnet med lav vægt til at spise. 

Anderledes ser det ud, når vi taler om børn i større kroppe. Der bliver det alt for ofte gjort til forældrenes ansvar at ”passe på”. Det anses sågar for både fornuftigt og nødvendigt. 

Og den tankegang kan gøre stor skade.

Det er ikke barnets kropsstørrelse, der afgør, om vi kan respektere ansvarsfordelingen omkring barnets mad og måltider !

Vi må sikre RO og regelmæssighed omkring barnets spisning. 

Uanset kropsstørrelse.

Alle børn har ret til at komme til bords og spise sig mætte i mad, de kan lide. 

Alt andet er risikabelt og ikke det værd.

Er det bedst at være tynd?

Sandheden er, at der ikke findes nogen varig, effektiv eller sikker metode til at sikre en bestemt vægt, men én ting er sikker: Dit barn skal ikke bekymre sig om mad og vægt.

Gør man vægten til et problem, så bliver den med al sandsynlighed også et problem.

Det er ikke nemt at være i en krop, der skiller sig ud fra gennemsnittet. Og folk er generelt ikke ret søde ved mennesker i større kroppe. 

Skyld og skam og et inderligt ønske om forandring er hverdag.

Den generelle konsensus er, at det er synd for børn i større kroppe. 

Forældre føler sig udskammet og føler, at de ikke gør det godt nok, eller ikke har gjort nok. Og det bliver ikke nemmere i takt med, at vægten stiger.

Dét kan vi gøre noget ved !

Tal forskellighed op

Forstyrret spisning er hverdag for mange mennesker. Det er såkaldt “yoyovægt” også. 

Vi lever i en verden, hvor tyndhed anses for værende bedst, og det er ekstremt skadeligt for mange mennesker. 

Især børn.

Frem for at ændre på barnets krop for at undgå fx mobning, må vi alle sammen arbejde for, at børn accepterer hinanden, som de er — uanset om de er høje eller lave, lyse eller mørke, tykke eller tynde. Vi må acceptere og respektere barnets genetiske udgangspunkt, frem for at sætte barnet på en livslang jagt efter et kropsideal, der formentlig ikke er realistisk for barnet.

Børn skal ikke lære at sulte sig selv. Slet ikke i en periode, hvor de samtidig skal vokse og udvikle sig — og det er faktisk det, man gør, når man går på en kur eller en “livsstilsintervention”, der handler om at spise færre kalorier, end kroppen har brug for. 

Uanset om du har et barn i en stor eller en lille krop, så kan DU være med til at tale forskellighed op og lære dit barn at behandle medmennesker med respekt.

Vi må forstå, at vægt ikke er et individuelt ansvar, og at løsningen ikke kan koges ned til at indtage færre kalorier og dyrke mere motion — og at der i virkeligheden er store konsekvenser forbundet med netop den tankegang.

Kh Karina